Julehjertets historie

Julehjertets historie

Det allerførste flettede julehjerte lavet af 2 stykker papir af blev efter sigende skabt af H. C. Andersen i 1850´erne, da traditionen med juletræet blev indført, og det ældst bevarede, som befinder sig på det Kongelige Bibliotek, er ét han har skabt. Så det flettede julehjerte er en meget dansk tradition og en etableret del af den danske kultur og den nordiske kulturarv i det hele taget, da hele Norge og en del af Sydsverige på dét tidspunkt hørte med til Danmark.

 

I de følgende 200 år skete der ikke den store udvikling med julehjertet. Diverse designere skabte dem i 2 stykker papir, som oftest i rød og hvid, med symmetriske motiver og med det samme motiv på for- og bagside og traditionen er nu udbredt i både Sverige og Norge, ligesom den også er begyndt at vinde frem i USA. Selv har jeg lært at flette julehjerter fra barnsben af min mor, Ellen, efter almindelige købte skabeloner, hvorefter vi flettede hjerterne i rødt og hvidt glanspapir.

 

Men i december 2008, hvor jeg gik og passede et dybt deprimeret voksent familiemedlem, satte jeg mig for, at der skulle ske noget nyt, for ligesom at få ham ud af sløvheden, så jeg satte mig derfor for at tegne, konstruere klippe og flette en bjørn ind i et 2 farvet hjerte, for at få en reaktion fra ham. Det lykkedes, og de følgende dyrehjerter inspireret af det kommende klimatopmøde i København i 2009 lykkedes ligeledes, hvorefter udstillingen "Klimatruede dyr" var under fremstilling. Den er derfor også en del af Julehjertemuseets udstilling "Fra 2-6." Men i mit lille galleri, Galleri Octopus Art på P. Nørkjærs Plads, der ikke eksisiterer mere, var der efterspørgsel på flag flettet ind i hjerter, og der var så ikke farver eller strimler nok til dét i de 2 stykker papir, jeg hidtil havde arbejdet med, så jeg fik ideen til at gå optil 4 stykker papir i hvert hjerte ved at videreudvikle mine tegne- og klippeteknikker, hvilket lykkedes og udstillingen "Europæiske flag og kærlighedserklæringer" var nu under fremstilling samtidigt med "Klimatruede dyr", hvilket er årsagen til, at der i udstillingen "Fra 2-6" både findes 4 strimlede dyrehjerter og flaghjerter. Det var simpelthen dér, min udvikling og opfindelse fra 2- 6 strimler skete. Jeg udstillede dem også samtidigt i nov-dec. 2009 og sammen med tekster og noder til mine egne sange. Men da jeg kom til "Min bid af universet" (Silent Clouds), havde jeg simpelthen ikke nok farver i hvert hjerte til at skabe de nødvendige motiver til at illustrere sangen. Jeg skulle bruge et hjerte med en gravid kvinde, et hjerte med 2 druknende isbjørne og et hjerte med jordkloden på. Så jeg fik den ide at gå op til 6 stykker papir og dermed også mulighed for at fremstille hjerterne i 6 farver. Det lykkedes, så jeg opfandt det 6-strimlede flettede hjerte med samme assymmetriske motiv på for- og bagsiden i oktober 2009...

Mine hjerter fortæller allesammen en historie, de illustrerer, og til det fik jeg hurtigt brug for mere plads på hjerterne. Derudover, så mente min nabo på P. Nørkjærs Plads, en brudekjoleforhandler, at dét dér med at flette hjerter i 6 stykker papir da ikke var noget særligt, .... Nææææ, jeg kunne komme igen, når jeg havde lavet ét med det danske flag på den ene side og det svenske på den anden side, men det var der jo ingen, der havde lavet før, så det var jo helt umuligt, for så skulle man være usædvanligt kvik, så det kunne jeg i hvert fald ikke lave.

"Ska´vi vædde?" sagde jeg....- og det var da godt nok en skam vi ikke gjorde dét, for kort tid efter præsenterede jeg min måbende veninde for et flettet hjerte med et dansk flag på den ene side af hjertet og et svensk flag på den anden side af hjertet. Det var godt nok noget mislykket og gået i stykker undervejs i fremstillingsprocessen, men det opfyldte hendes krav.

 

I starten af 2010 videreudviklede jeg mine tegne- og konstruktionsteknikker, så jeg nu kan fremstille disse små kunststykker i 2-6 stykker papir / 2-6 farver og med hvert sit assymetriske motiv på for- og bagside. Et sådant 6-strimlet hjerte kan tage op til 70 forsøg, før det lykkes, op til 1/2 år- 2 år. Jeg har ingen færdige skabeloner til det fra starten og der findes heller ikke færdige skabeloner til disse helt avancerede færdige hjerter, de kan derfor ikke kopieres, så jeg skaber kun disse helt avancerede flettede hjerter til udstillingsbrug.

Jeg bruger tegneredskaber, laver en arbejdstegning, og udfra den fremstiller jeg så hjertet i 6 farver og klipper det med forskellig for- og bagside, men jeg starter som udgangpunkt altid med en skitseblok, en saks, en lineal, en blyant og 6 stykker glanspapir...- også arbejd´begynd!

 

Opfindelserne er mine og selvom jeg har forsøgt på at lære færdighederne videre til andre, er jeg til dato den eneste i verden der er i stand til at disse avancerede flettede hjerter. 

 

For mig er det en passion, så jeg er hele tiden i gang med at skabe nye svære hjerter, og de bliver mere og mere avancerede som tiden går, og jeg er som regel i gang med at skabe flere hjerter på én gang.

 

Et julehjerte kunststykke er et to-dimentionelt kunststykke, der skal være vellykket på både for- og bagside. Alt, hvad jeg foretager mig på den ene side af hjertet, har indflydelse på motivet på den anden side af hjertet.

 

Det allerførste vellykkede flettede 6 farvede / 6 strimlede julehjerte med forskelligt motiv på for- og bagside færdiggjorde jeg d. 16. april 2010 om aftenen, og det forestillede et portræt af H. C. Andersen på den ene side af hjertet og min illustration af hans eventyr, "Den Grimme Ælling" på den anden side af det 6-strimlede hjerte, der indgik i min 2010 portrætudstilling "Berømtheder ... Celebrities", og som også kommer til at indgå i min næste julehjertekunstudstilling: "H. C. Andersen Passion". Hjertet, som jeg fremstillede i det lille galleri på 6 m2 på P. Nørkjærs Plads 20, som jeg havde dengang, var min hyldest til H. C. Andersen som opfinderen af det flettede papirhjerte. Efter min mening en smuk, kærlig og omsorgsfuld opfindelse han aldrig rigtigt er blevet krediteret ordentligt for.

 

Under punktet "Fremstilling" kan du læse om min arbejdsproces ved fremstilling af et 6-strimlet hjerte. 

 

Der er omkring 70 000 000 fejlmuligheder i et flettet hjerte skabt af 6 stykker papir, og med forskellig for- og bagside, så det kan snildt tage mig op til 70 forsøg, før et avanceret flettet hjerte i 6 stykker papir lykkes, ligesom jeg også sagtens kan være igang med at skabe flere forskellige julehjertekunststykker på én gang. For nogle lykkes hurtigt og andre tager 1/2 - 2 år at fremstille.

 

Jeg mangler konstant farver at arbejde med, og derfor er endnu en julehjerte-opfindelse lykkes for mig i 2014. Den 11.december 2014 blev jeg nemlig færdig med verdens første 9-strimlede flettede hjerte, "Den Lille Pige med Svovlstikkerne", med forskellig forside og bagside, som kommer til at indgå i min næste udstilling "H. C. Andersen Passion. " , der åbner i oktober 2015. Altså et hjerte lavet ud af 9 stykker flettet papir. Det er ikke blot det første julehjertekunstsværk, jeg har færdiggjort i mit værksted på selve Julehjertemuseet og som ryger fra mine hænder og direkte ind på Julehjertemuseet. Det er også det første hjerte jeg har klippet og flettet færdigt foran et rullende TV kamera, idet TV2/ LoRRY´s kamera kiggede med, da jeg gjorde det. Indslaget sendt på TV2/ LORRY den 14.12 2014.

 

For mig er et flettet julehjerte er et kunstnerisk udtryksmedie, akkurat ligesom et lærred er det for en maler, og et nodeblad er det for en komponist, og saksen er et kunstnerisk redskab, akkurat som en pensel for en maler, en pen, et nodeudskrivningsprogram og et musikinstrument er det for en komponist ....... Der er blot den store forskel, at hjertet som medie har en meget større symbolværdi, end andre kunstneriske medier har, og det skal man være meget bevidst om, når man arbejder med det ...

 

 

Det kun er i de nordiske lande, det flettede hjerte bliver betragtet som en sæsonbestemt hobbyaktivitet. I alle andre dele af verden end i Norden, bliver mine avancerede flettede hjerter betragtet og anerkendt som IQ-kunst, en kulturel brobygning, benævnt "Woven Heart Art", og jeg har da også udstillet mine avancerede flettede hjerter i flere forskellige kulturer, hvor de udstilles hele året igennem, bl.a. på et permanent museumsudstilling i Tyrkiet hele året, samt på en rejsende udstilling fra Australien til USA gennem et helt år.  Hefter i 2011 stoppede en flok frivillige kunstelskere mig i at eksportere mine mest avancerede små værker, idet man mente, at en del af den nydanske kulturarv forsvandt ud af landet, hvergang jeg eksporterede mine julehjertekunstværker, dem jeg skaber i 4-6 stykker papir og dem med forskellige for- og bagsider, så man overtalte mig til IKKE at sælge ud af dem samt at være med som frivillig ulønnet til at opbygge Julehjertemuseet gennem 3 år for at sikre bevarelsen af en samling af dem her i landet. Noget, der ikke har været helt nemt for en professionel billedkunstner, som ikke får kunststøtte af nogen art.

 

 Da jeg er opfinderen af det asymmetriske flettede papirhjerte skabt i 4-) stykker papir og dét med forskellig for- og bagside, er der stor efterspørgsel på min originale "Woven Heart Art" blandt udenlandske museer og samlere, så hvis ikke en gruppe frivillige og jeg ikke selv havde gjort en meget stor frivillig indsats igennem 3 år for at få et permanent sted at udstille dem i Danmark, ville de alle sammen forsvinde ud af landet og ind i hver sin eksklusive private samling, hvor kun samleren har glæde af dem, eller også ville alle mine små kunstværker suse ud af landet til udenlandske museer.

 

Udover de permanente og rejsende internationale udstillinger, har jeg i opbygningsperioden haft mine hjerter med i diverse udenlandske kunstbogsudgivelser samt i en digtsamling, hvor jeg også selv har digte med, og i 2015 er ét af mine tidligste 6-strimlede flettede julehjerter, "Sherlock Holmes Portrait", der tilhører Julehjertemuseet, blevet antaget på London Art Biennalen 2015.

 

 Selvom jeg muligvis kunne tjene godt som papirkunstner ved at eksportere dem allesammen, ... - sprede dem for alle vinde, ... - så føler jeg alligevel dybt inde, dybt, dybt inde, helt derinde hvor min puls udgår fra, at det er det mest rigtige at hjælpe til som frivillig, ulønnet kurator med at få skabt et museum til dem her i det flettede papirhjertes hjemland, så vi kan bevare en samling af dem i DK, nemlig i verdens første og eneste Woven Heart Art Museum, Julehjertemuseet. 

 

Så H. C. Andersen opfandt og flettede det første julehjerte med 2 stykker papir, og gjorde designhjerter (med tilhørende skabeloner, flere af samme slags muligt) til en elsket hobby i alle de nordiske lande.

- og jeg har opfundet de unikke 4-9 strimlede hjerter og hjerter med forskellig for- og bagsider, det skabes uden skabeloner, - og brugt dem, som man bruger et lærred, sendt dem ud i verden, på permanenete museumsudstillinger, censurerede udstillinger, og rejsende internationale udstillinger og en biennale og dermed fået det flettede julehjerte i mine versioner / opfindelser gjort til en internationalt anerkendt kunstart og et selvstændigt kunstnerisk udtryksmedie på lige fod med malerier, skulpturer, o. s. v. 
 

Med venlig hilsen
Lisbet Lærke, Julehjertekunstner.
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE