Nyhedsblog d. 08.08. 2017 (49998)

Klar til 3. sæson åbning i Tisvildeleje.

Så er dagen endelig kommet, hvor vi er klar til årets åbning.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det i år har det været en nærmest helt umenneskelig kamp for mig at få projektet drevet videre og fremad med bygning af nye montrer, samt at få udstillingen færdig 2 uger før åbningen, så jeg selv kunne nå at blive opereret for sygdommen Primær Hyperparathyreoidisme. En rædselsfuld sygdom, der kommer snigende ind på én gennem 10-20 år, så man ikke opdager det, før den går løs på éns indre organer og dræner én for energi, fordi et hormonproducerende voksende adenom i en biskjoldbruskkirtel destruerer og overtager styringen af kroppen.

 

Men jeg fik det opereret ud i mandags d. 24. okt 2016 på Gentofte Hospital af et ekspertkirurghold fra Rigshospitalet  og jeg har det vældigt fint efter operationen. Jeg kan både tale og lave sjov, så nu er der kun tilbage at hygge sig med årets åbning af Julehjertemuseet. 

 

I år er der også sket meget med byggeriet og indretningen, som vi hele tiden prøver på at pladsoptimere.

Hele området til højre for indgangen er blevet bygget op, dér hvor vi i 2014 startede med at have et papkasse-møblement. I løbet af åbningstiden i år, skal udstillingen "Berømtheder .... Celebrities" fra 2010 så flyttes over, efterhånden som vi får råd til de sidste rammer og små montrer. Man kan sige, at vi åbner på et vilkårligt tidspunkt i opbygningen af museet, for vi bygger på det hele året rundt, så der er hele tiden noget nyt at kikke på. Udstillingen udvikler sig fra vi åbner i oktober og til vi lukker ned for sæsonen i december.  

 

I løbet af foråret og sommeren har jeg også haft tid til at designe og få produceret en ny skiltning. Det er et privatmuseum, der bor på en privat matrikel i en privat bolig i en meget speciel og bevaringsværdig arkitektur, så der er store hensyn at tage til omgivelserne, synes jeg. Men min løsning med et fleksibelt galgeskilt, der kan tages af facaden på terrassen, de dage, hvor museet ikke har åbent, ser ud til at være faldet i smag rundt omkring, også selvom vi ikke har fået hele skiltningen leveret endnu.

 

Da museet bor i en privat bolig i en privat ejerforening, må vi ikke have en permanent skiltning ude ved Hovedgaden, hvilket også ville være lidt irrelevant om sommeren, eftersom det kun har åbent fra okt- dec. I stedet for det tidligere nodestativ ved Skagenshegnet har jeg tegnet og fået bygget et stabilt smedejernsskilt, der kan modstå efterårsorkanerne og flyttes ind og ud ligesom et sandwichskilt, også kan delene til det frem for alt skilles ad og bruges til andre funktioner om sommeren, hvor Kulturhulen fungerer som privatbolig, atelier og galleri........- og det er stort dette her: Vi har fået et rigtigt seværdighedsskilt, sådan et blå pile-"museums"- skilt til at sætte på sandwichskiltet ude ved Hovedgaden.

 

Men selvom The Woven Heart Art Museum, Kunstmuseet Julehjertemuseet er ét af Danmarks mindste museer, og vi bor småt og privat og drives uden offentlige tilskud, så er vi (faktisk hele Kunstnergruppen Kulturhulen samt Kulturhulen som udstillingssted) kommet med på museumsguiden museumtrove. com blandt de store kunstmuseer:

 

http://www.museumtrove.com/museum/721936354493981/Kulturhulen

 

hvor man tilsyneladende har valgt at linke (transmittere) direkte fra Kulturhulens underholdende FACEBOOK-side, der ikke administreres af mig, men af en anden lun sjæl. Så dér kom vi vist lige til at sætte den lille fiskerby på verdenskortet én gang til. Cool

 

Årets udstilling "H. C. Andersen Passion2" har også fået omtale og blevet annonceret hos International Association of paper Makers and Paper Artists, som optog mig som medlem i 2011 for at at have opfundet kunstmediet, Woven Heart Art, i 2009-2010.

 

https://www.iapma.info/Exhibitions

 

Så i år kan vi nok også forvente besøg langvejs fra.

 

Jeg kan ikke huske, om jeg har linket over før her på bloggen, men kulturguiden, KULTUNAUT, har også været på pletten og lavet en anmeldelse af årets udstilling på hhv. dansk, engelsk og tysk:

http://www.kultunaut.dk/perl/arrmore/type-nynaut?ArrNr=10663984

 

Jeg glæder mig enormt til åbningen af sæsonen i morgen og til at stresse af i de næste par måneder med at være én af de frivillige rundvisere på museet.

 

- også i øvrigt 1000 tak, fordi I har fulgt denne hjemmeside hele året igennem! Har I virkelig ligget ude på stranden i jeres sommerferie i 30 graders varme, bikini og solbriller og fulgt med i opbygningen af et julemuseum ?????  Gudhjælpemig om ikke siden her havde over 600 besøgende om ugen i skolesommerferien!

www. julehjertemuseet.dk har her ved åbningen af Julehjertemuseets 3. sæson i Tisvildeleje rundet de 98.000 besøgende og bloggen her 36.000 læsere.

 

For vildt for sådan et bette museum!

 

Julen starter altid på Julehjertemuseet.

Vi ses!

Venlig hilsen

Lisbet Lærke.

Woven Heart Artist, møbelkunsthåndværker, julepyntdesigner, illustrator, kunstmaler samt frivillig leder af The Woven Heart Art museum, Dk, Kunstmuseet Julehjertemuseet.

 

 

 

 

 

Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE