Nyhedsblog d. 20/3 2020 ... (116 219)

Som personlighed er jeg måske ikke den største trendsætter, men med over 116.000 unikke dansktalende læsere på denne blog føler jeg alligevel et vist ansvar for at medvirke til at få stoppet smittespredningen af det farlige coronavirus, Covid-19, der startede i Kina i december 2019 og har bredt sig over det meste af Europa med et nyt epicenter i Italien.

 

Herhjemme blev man nærmest latterliggjort, når man som jeg fra starten fulgte henstillingerne fra myndighederne, længe inden den første smittede person vendte hjem fra afterskiing og skiferie i Italien d. 27/2 2020.

 

 

 Men ved du hvad?

 

 Festen er slut!

 

Så du den færdelige, uhyggelige  og uværdige måde, de 15 millitærlastbiler kørte i stilhed med hver 6 ligkister gennem den kuldsorte nat i Bergamos gader, fordi byens krematorier ikke længere kunne følge med i kapacitet, så de overskydende lig måtte køres ud til nabobyerne.

Familierne fik ikke lov at sige farvel til deres afdøde pårørende. Der blev ikke holdt bisættelser eller begravelser på grund af smitterisikoen mellem begravelsesgæsterne.

 

Bergamos krematorium kan kun afbrænde max 24 lig pr døgn, og Coronaen producerer flere nye lig hver dag i byen lige nu, end bedemænd eller ovnene kan nå at håndtere og brænde. Kisterne havde hobet sig op i byens katadral. Bedemændene og sundhedspersonalet er syge af coronaen, hvis de da ikke er gået ned med stress, så folk, der dør hjemme af coronaen, er der ingen der vil afhente. 

 

Hele sundhedsvæsnet er ved at bryde sammen i Italien lige nu på grund af coronaen, fordi der ikke er respiratorer nok til patienterne. Personalet skal vælge, hvem der skal have en respirator og dermed en chance for at overleve, og hvem der kan få lov til at drukne i væsken i lungerne, som coronaens lungebetændelse producerer. Dette ubehagelige valg kommer medarbejderne i vores offentlige sundhedsvæsen også til at stå med, hvis ikke udviklingen vender NU.

 

Alene det, at denne stærkt smitsomme sygdom kræver respiratorer for de svageste og ældre, burde være et wake-up call for enhver.

Du kan i denne sammenhæng opfatte dig selv som fysisk stærk og rask, men når coronaen så tager dig, kan det være dig, der får brug for en respirator.

 

Vi har ikke nok kapacitet på sygehusene i Danmark, hvis udviklingen fortsætter i samme hastighed som nu.

 

Regeringen og mydighederne beder dig om at gøre dem en ganske lille tjeneste for at vende denne katastrofale udvikling. Du får en unik chance for at være med til at redde samfundet. Du skal blot yde et lillebitte offer set i den store sammenhæng, så der bliver nok pleje, respiratorer og kapacitet til alle, der får brug for det:

 

Bliv hjemme!

 

Lad være med at holde fest eller samle vennerne og familien, blot fordi andre ikke skal bestemme over dig, for I får en usynlig og farlig gæst med til bords, som bagefter følger jer hver især og spreder sig.

 

Udvis noget samfundsansvar.

 

Ekskluder dig selv fra den meget store voksne gruppe, der ikke evner at forstå en simpel kollektiv besked. Noget, man ellers lærer allerede i børnehaven.

 

Deltag i problemløsningen i stedet for at skabe flere problemer.

Lad være med kun at tænke på dig selv og dine egne sociale behov nu og her.

 

Lad være med at tænke, hver gang, du høre om et coronadødsfald:

"Nå, var han over 80 år og syg? Jamen, så skulle han jo dø alligevel på et tidspunkt, så slipper vi da for at udbetale mere pension til ham!"

 

Hæv dig følelsesmæssigt over dette kyniske, gemene og udspekulerede gennemsnit, og tænk på, at du kan miste nogen af dem, du holder af eller selv blive meget syg / dø af virussen.

 

Lad være med at bryde de regler, der er bliver stukket ud af myndighederne, bare fordi sygdommen ikke er kommet til din by endnu. Den er der 14 dage, før du kan se den.

 

Hold afstand til andre mennesker.

Bryd smittekæderne, også selvom du ikke selv bliver ret syg af smitten.

 

For ellers bliver det måske din mor, din far, din onkel, din mormor, din bror , din søster, eller din faster, eller din bedste ven, der kommer til at ligge i ligkisterne i de millitærlastbiler, der om en måned kan komme til at  køre igennem Danmark på samme måde som i Italien.

 

I øvrigt, så ved du aldrig , hvornår din egen billet er trukket ud!

Pas på dig selv og os andre!

 

Med venlig hilsen

Lisbet Lærke.

Denne her blog sidder der nok nogle stykker og venter på… Sådan ca. 11.000 nye læsere siden mit sidste blogindlæg i august.  Hvor er det bare fantastisk, at alle I har andre har støttet mig hele vejen. I har trofast læst med både sommer og vinter, selvom det på et tidspunkt på grund af mit helbred så noget sort ud med hensyn til at få genopbygget dette museum. Vi lukkede det midlertidigt ned i 2017, primært på grund af pladsmangel i den lille feriebolig, vi havde i Tisvildeleje. 

 

 

I mit liv er der også andre mennesker at tage hensyn til end lige mig og mine behov. Mine 3 voksne børn havde brug for mig og min støtte i København, af hver deres personlige årsager. Mine forældre bor der og min mands arbejde var i København. Derfor købte vi i 2014 først en lille 2værelses ramponeret ejerlejlighed på 44 m2 i Søborg, efter at have haft oversvømmelser i vores tidligere lejebolig i Herlev, hvor vi mistede ALT.  Mere kunne det ikke lige blive til på det tidspunkt, men vi fik så tag over hovedet. I vores 1. søborgbolig havde  jeg  nogle traumatiske oplevelser af forskellig privat art og en permanent mangel på plads. Men det var også en dejlig lille anonym bolig på et tidspunkt, hvor jeg var så syg og afkræftet af min uopdagede hormonsygdom, at jeg havde brug for at være i fred. Vi havde brug for mere plads. Det købte vi så til. Endnu en ramponeret 2 værelses ejerlejlighed i samme opgang i 2017, så jeg kunne komme lidt væk, få mere plads til mine værksteder, selvom jeg faktisk overhovedet ikke måtte have dem der.

 

 

Jeg måtte i det hele taget slet ikke være mig der, når det kom til stykket.

Der var ikke plads til mig som person, følte jeg, og da slet ikke til alle mine kunstarter og værksteder, uanset hvor meget jeg lavede miniaturekunst og miniature design.

 

 

Ejerlejlighedernes stuer på hver 12m2 , var stadig for små  til, at vi kunne have min meget store familie på besøg, når vi ikke måtte bygge dem sammen. Vi havde ikke råd til at købe et hus i Københavnsområdet, for vi har på lang sigt ikke råd til at sidde med de dyre ejendomsskatter i Hovedstadsområdet, når vi går på folkepension.  Vi er jo ikke helt unge længere, så det er vi nødt til at tage med ind i boligovervejelserne.

 

Jeg måtte ikke have mine kunstkunder til at komme og gå i de ejerlejligheder, vi ejede  og boede i. Jeg måtte ikke lave udstillinger der.  Fikikke lov til at udstille i København overhovedet. Min kunstneriske virksomhed måtte ikke bo der. Vores omfattende indsamling og indkøb af genstande til museet og galleriet og  ”livet bagefter” tog fart under mit sygeforløb. De var mit vikarierende håb om et bedre liv, der nok redede mig psykisk igennem. De var efterhånden begyndt at fylde et par store depotrum hos det lokale Pelican Storage. Der er bopælspligt i København, så vi var også tvunget til at have adresse i hver sin ejerlejlighed. Det var vi dødtrætte af som ægtefolk, samtidigt med, at vi også havde brug for mere plads hver for sig.

 

 

Vi gik og passede ejerforeningens dejlige store have, anlagde en forhave, netværkede med naboerne, og lavede også en hel del vedligeholdelsesarbejde på den store bygning. Indtil det en dag sidste år blev FOR meget for os, da vi stort set var de eneste ejere, der lavede noget der og eksempelvis rydede op efter de andre. Alle andre lavede ingenting og fik beviseligt hver måned glæde af de penge ejerforeningen sparede på vores frivillige arbejde i form af markante nedsættelser af fællesudgifterne, fordi  de blandt andet sparede viceværtfunktionen væk.

 

 

For hvis man skal gå og vedligeholde et hus 1600m2 og 5000-6000m2 have uden anden løn end utaknemmelighed, og samtidigt er ved at gå til i stress i dagligdagen, aldrig har fri, så kan man jo ligeså godt realisere alt, købe sit eget slot, man selv bestemmer over. Derpå forfølge en 10 år gammel drøm om begge 2 at kunne bo og arbejde det samme sted i samme by, og ikke 150-200km væk fra bopælen.

 

En drøm, der har været kuldsejlet adskillige gange de sidste 10 år. I Tisvildeleje viste det sig, at jeg ikke havde energi til at pendle den lange tur frem og tilbage hver dag til og fra bopælen i København, hele året rundt, bare for som person at stå til rådighed, være vildt fremmede menneskers tidsfordriv, underholdning og gratis ferieoplevelse. Min 60-årige mand ville gerne drosle lidt ned i arbejdstid efter et langt arbejdsliv, der har stået på, siden han var 10 år gammel.

 

 

Denne gordiske knude syntes uløselig, indtil en af min mands kollegaer en dag spurgte, om vi kendte nogen, der havde en lille delevenlig 2vær ejerlejlighed til salg. Han havde en studerende datter, der gerne ville købe en ejerlejlighed i det dejlige digterkvarter i Søborg. Så røg det ud af mig, at ”Jo , det har vi skam, hun kan købe den underste, vi har.” Man skal smede, mens jernet er varmt, ikk? Den blev sat til salg. En mægler satte en efter min mening altfor høj pris på den, men OK, man respekterer jo fagmandens viden om markedet, så lad gå da. Boligen havde stadig mit gamle værkstedsminikøkken i. Skæbnen ville noget andet: Den veninde, køberen skulle bo i den sammen med, havde pludselig af familiære årsager ikke tid til/ mulighed for at flytte.

 

 

Men så hang vi jo på mæglerkontrakten. En laaaang sidste  vinter sled vi så med at renovere den og ryddede den, mens den var til salg. Vi fik ordnet gulvene, væggene og lofterne i den. Da kontrakten med mægleren udløb, var vi ligesom ude af den og 100% afklaret med at skulle flytte. Min mand brugte så hele sin sommerferie i maj i år på at sætte et helt nyt køkken i den, som jeg havde tegnet, mens jeg selv arbejdede på at færdigrenovere den øverste ejerlejlighed.

 

 

Det er ufatteligt hårdt, når man er svækket, aldrig kommer på ferie p.gr a helbredet, at man så også skal bruge al sin fritid på at renovere bolig. Alle fridage , weekender osv, så det måtte vi se at blive færdige med. Vi har ikke været på ferie i 5 år.

 

 

Derfor stod vi i eftersommeren pludselig efter flere års ekstremt hårdt arbejde under min lange sygeperiode med nogle  eftertragtede indflytningsklare 2 værelses delevenlige ejerlejligheder i Søborg. Når man har boet i et byggekrater med murbrokker, støv og skidt i årevis, er det med blødende hjerte, man sætter den 1. ejerlejlighed til salg med et helt nyt køkken, og nu hvor den endelig er blevet lækker at bo i.

 

Men:

Hvis man ikke ofrer noget for det liv, man ønsker sig, er det det liv, man ønsker sig, der bliver ofret.

 

 

1. Ejerlejlighed blev solgt på 5 dage. Sådan.

 

Lige 1 uge til at færdiggøre / style den anden lillebitte ejerlejlighed på 1.sal i den samme opgang til fotografering. Herefter blev den også vippet afsted til EDC og udbudt til den yderst rimelige pris, jeg selv satte. 

 

 

For vores realisering af otiumplanen og dermed dette museum krævede, at vi fik ejerlejlighederne solgt lige efter hinanden. Denne type boliger er altså en sæsonvare i København, kunne vi konstatere… Også den 2.ejerlejlighed havde vi købt i en miserabel, forfærdelig, beskidt og ildelugtende stand, hvor ingen andre ville have den.

 

 

Jeg tror ikke, der er ret mange andre, der ville kunne leve med en sådan levestandard i årevis, og det skortede da heller ikke på folk, der så ned på mig / os, mens vi gjorde det.

 

 

Nu ville alle have vores  2. delevenlige ejerlejlighed, den billigste og lækreste og mest indflytningsklare 2-vær bolig på boligmarkedet i København lige før studiestart i september 2019. Tju- bang: Solgt på 8 dage!

 

 

Så vi solgte det hele i august, og stod så pludselig selv uden tag over hovedet fra november. Vi kunne starte helt forfra et nyt sted som frie mennesker.

 

 

Det er det bedste, vi nogensinde har gjort for os selv!

 

 

Vi glæder os over, at vore boligkøbere er glade for boligerne. Vi glæder os over at have gjort noget aktivt for at være med til at højne boligstandarden for singler og studerende i Hovedstadsområdet, ... - også selvom vi i mange år selv har måttet lade os nøje og bo i disse boliger,  som andre mennesker ved vores overtagelse har kaldt for ”direkte usle og ulækre,” da vi overtog dem.

 

 

Det har været et drøjt efterår. Men det hårde arbejde gør, at jeg nu kan sidde her og skrive denne blog i Guldborghus, en bevaringsværdig bygning fra 1916, som min mand og jeg har købt, og overtaget i november 2019, og hvor vi regner med at kunne realisere og åbne dette museum.

 

www.guldborghus.dk

 

Vi har endnu ikke en  åbningsdato. For som det fremgår af tekst og billeder på hjemmesiden, er vi også her startet HELT forfra. Vi har haft visse store, dyre og uforudsete og uønskede overraskelser med bygningen. Der kan stadig nå at dukke flere uforudsete ting op, før vi er færdige. Så vi åbner, når VI er klar til det.

 

Det er en pragtfuld, autentisk ,stemningsfuld, gammel villa med masser af charme, hygge og sjæl og fred og ro. Det bliver mig, der som æstetisk arkitekt og bygherre kommer til at stå for den nænsomme renovering af bygningen både indenfor og udenfor, mens vi begge 2 er håndværkere på den. Som det ses i linket, har vores indflytning alene allerede skabt job til lokale VVS´ere.

 

 

Min mand var glad for at være chauffør i Søborg. Åbenbart også en dygtig én af slagsen og en afholdt kollega, for  til vores store overraskelse og glæde tilbød hans arbejdsgiver i stedet for han stoppede helt, at han kunne blive overflyttet. Så han flyttede i en alder af 60 år fra et fast fuldtidsjob og til i denne købsstad at  få et job som løst ansat timechauffør på tilkald. En stor opbakning, for normalt er det jo ikke nogen selvfølge, at man kan få job i udkanten af Danmark, når man er tilflytter.

Til alle I chefer i ARRIVA, der har fået overflytningen til at falde på plads meget hurtigt:

 

1000 tak for hjælpen!

 

I ved selv, hvem I er.

 

Tak for at hjælpe os til et liv, hvor vi allerede nu er mere lykkelige sammen, end vi var før. Vi har mere tid til hinanden og til det, vi synes er vigtigt og sjovt at beskæftige os med.

 

Jeg kommer nok aldrig helt af med mine 2 spiserørslidelser og handicaps. Jeg døjer stadig dagligt med nedsat energi, træthed og andre konsekvenser efter fjernelsen af min hormonproducerende svulst i en biskjoldbruskkirtel i oktober 2016. Så meget desto vigtigere er det for os at få mere tid sammen nu til at kunne realisere det, vi gerne vil bruge vores tid på som ældre, inden een af os bliver for syg til, at det kan lade sig gøre.

 

 Glædelig Jul!

 Lisbet Lærke

 

NB: 19.december 2019:

Mange tak til tidligere DR-journalist, Britt Berglund for at ringe mig op søn d 15/12 2019 "live" i programmet "Du er ikke alene" med undertitlen: "Julen er Hjerternes fest," i den 2. time af programmet på Radio4, (FM),  der handlede om alle mulig typer af hjerter og hjerteproblemer.

Her fortalte jeg om mine egne oplevelser med mit eget fysiske hjerte og blev derpå interviewet om mine komplicerede flettede hjerter og hvordan jeg fandt på at lave og udvikle dem, og hvordan jeg laver dem, alene!. Sad såmænd i Guldborghus´ældgamle køkken under interviewet, da det var her akustikken var hyggeligst og bedst og jeg lige skulle holde øje med klejner og karamellerne imens.

Jeg har ikke selv en radio, ser sjældent på og lytter næsten aldrig til det, jeg selv medvirker i, men jeg har fået et link, hvor du kan lytte til interviewet på Radio4´s podcast, hvis du vil høre radiointerviewet med mig:

 

https://www.radio4.dk/program/du-er-ikke-alene/?id=julen-er-hjerternes-fest-time-2_ep_15_12_19

 

 Jeg er ikke nogen ørn til det tekniske her på siden, så hvis linket ikke virker, kan du tage en blokkpi af det og lægge i søgebjælken.

 

Mange tak for interessen.

Lisbet Lærke.

D. 1/7 2019 havde jeg 10 års jubilæum som professionel momspligtig billedkunstner, tekstforfatter, møbelkunsthåndværker, woven heart artist, designer, grafisk designer, juledesigner, dekoratør, digter, miniaturist, illustrator, model, karakterskaber, mm.

 

Det er simpelthen 10 år siden, jeg startede som en undervurderet multikunstner i en 6m2 lille kold plastik pavillon uden varme , isolering og uden adgang til et toilet på P. Nørkjærs Plads i Nordjylland, hvor min mand var udstationeret i hans job. Der blev grinet ufatteligt meget af mig i sommeren 2009, hvor jeg startede med eventen: " Jul i juli" og sad og klippede og flettede forbipasserende ind i flettede papirhjerter. Latterliggørelsen på selve pladsen blandt de erhvervsdrivende varede dog kun til den første husleje skulle betales, og det viste sig, at jeg var den eneste, der havde tjent penge nok den måned til at kunne betale min erhvervshusleje. Jo, det var tider dengang! 

 

Jeg fik mit Galleri Octopus Art af min mand  i kobberbryllupsgave. Det var så lille, fordi der ikke var nogen andre, der troede på mig og mit koncept, så jeg kunne ikke få lov til at leje større erhvervslokaler. Siden gik turen tilbage til København grundet vores syge barn via vores sommerhus i Tisvildeleje, som vi havde i 5 år. Det fik i de sidste 3 år navnet "Kulturhulen," og det var senest mit faste udstillingssted her i Danmark til mit Galleri Octopus Art og til Woven Heart Art Museum, Kunstmuseet Julehjertemuseet.

 

Stedet var slet ikke egnet til det, alt, alt for småt, lå på en ejerforeningsgrund og alt for langt væk fra den speciallæge- og hospitalshjælp, jeg selv har haft brug for, siden vi solgte stedet i 2017. Det havde selvfølgelig været skønt, hvis jeg på en dag som i dag havde kunnet fremvise et foto af et stort "slot" med en tekst om, at vi nu havde fundet et nyt, større og mere passende sted til mine kunstneriske aktiviteter, 6 værksteder, mm.

 

Men det går jo forståeligt nok ind imellem LIDT trægt med opsparingen til et nyt sted, når jeg ikke har min fulde arbejdsevne og heller ikke får nogen former for offentlig kunststøtte. Så det må tage den tid, det tager. Men der går heller ikke en dag, uden at vi begge målrettet arbejder på at skaffe midlerne og skabe de rette omstændigheder til at realisere vores fælles drøm.om et større sted til alle mine kunstneriske aktiviteter.

 

Undervejs i min 10 år lange karriere har jeg nået at udvikle mig fra abstrakt til naturalistisk tegner og maler. Det var mine skitser til mit woven heart art, der satte mig i gang med at tegne og male såkaldt " rigtig kunst" med nu 11 forskellige naturslistiske illustrationsstreger. En bedrift, jeg har fået en merit fra de angloitalienske kunstakademier og adskillige awards for  for i mit hæsblæsende  karriereforløb uden for Danmarks grænser.

 

Men i Danmark får jeg nok aldrig lov til at være andet end " hende der med julehjerterne,"  man skal jo holdes nede, ikk'?

Jeg har iøvrigt også præsteret at få woven heart art,  flettede papir hjerter i min avancerede version, der er helt unik, anerkendt som en selvstændig international kunstart. Der er ikke andre end mig i verden, der kan skabe, tegne, konstruere, klippe og flette dem. Det er stadig ikke så meget som et skulderklap værd i Danmark, jantelovens land.

 

I anledning af mit 10 års jubilæum som billedkunstner, mm, modtog jeg fra en udstillingsforbindelse i Italien et godt tilbud fra een af hans venner i Spanien, der producerer gobelin-damask luksustapeter i en nærmest kongelig kvalitet og standard, som ellers her i DK ville være udenfor Julehjertemuseets, The Woven Heart Art Museums økonomiske formåen. Vi har skam betalt for dem. Bare ikke ret meget. Nu har jeg tjekket, at alle de 20 leverede ruller tapet af 10 meter er ens og i samme elfenbensfarve med indvævede 3D guldstafferinger. Bagefter skal de omhyggeligt pakkes, mærkes op og i depotrum med alle de andre ting, jeg har samlet til museet. Der sættes flueben ved een af de dyre poster.

 

I den forbindelse har vi konstateret, at samlingerne af materialer og  praktiske ting til (gen-)opbygningen af museet nu igen er blevet for stor til de rum, jeg havde i Pelican Storage, så jeg har måttet flytte hele molevitten til et større rum, hvilket kun er en stakket frist. For nu har vi også pakket alle Design by Lisbet Larks værksteder ,  mine tegne- og maleværksteder o, møbelkunsthåndværkerværkstedet, og Miniatureværkstedets råvare- , produktions- og færdigvarelager ned i flyttekasser og bragt det i depotrummet, indtil jeg får bedre plads til det. 

 

Det går jo ikke, at folk bestiller håndlavet julepynt  herigennem museumsbutikken på postordre på denne hjemmeside, når alt er pakket sammen og stuvet sammen i tæt opstablede flyttekasser, hvor vi skal flytte 1/2 depotrum for at finde en dims, een eller anden bestiller, så museumsbutikken er midlertidigt lukket ned. Mellemtiden bruger vi på at omorganisere den og varenummereringen+ udvikle nye produkter.

Beklager den dårlige timing her i månederne  op til jul, men vi har lige nu ikke andre muligheder.

 

 

 

 

Venlig hilsen

Lisbet Lærke

Jeg er kommet godt i gang med at klippe mit 1. Flettede hjerte, ud af 10 stykker papir. Også selvom jeg ikke rigtigt kunne huske, hvor jeg var nået til i klipperiet efter 3 ugers pause grundet ufrivillig sult p gr a et spiserør, der ikke virker. Nu ligger det sådan, at man udover at kunne tegne og have en klippestreg også skal bruge hjernen for at kunne lave dette her, og den virker altså KUN i de dimensioner, der er brug for den her, når den får næring. Mad. 

Så jeg blev lige 3 uger forsinket, men jeg har det godt efter min 3. Spiserørsoperation, og jeg kan stadig glæde mig over, at jeg ikke har kræft, også selvom det føles, som om man er ved at dø hver 3.måned, når jeg bliver udsultet af systemet og kroppen langsomt lukker ned, før jeg igen kan blive opereret. Det kan måske gå, så længe jeg er yngre og stærk, men det er både psykisk og fysisk hårdt, så jeg tror ikke, jeg kan holde til denne behandling i længden.

Nå, men i de mange mellemtider, er jeg nødt til at flytte mit fokus, forsøge på at genskabe mit liv.

Tilbage til hjertet " Ænder i Gundsømagle Sø"

Klipper lidt på må og få, lidt i det ene stykke papir,  også lidt i det femte, lidt i det ottende på bagsiden og spejlvendt, så tilbage til det første stykke og nå ja, så bliver jeg også nødt til at klippe lige der i nummer 10 stykke papir. Tungen lige i munden og kik på skitsen!

 

Således mine klippeteknikker, som indlysende nok er jævnt umulige at undervise i, da det meste af arbejdet foregår i et samarbejde mellem mit hoved, min klippestreg og min tegnestreg.

 

Jeg håber på at få det hele med. Denne rodebunke er , hvad jeg står op til om morgenen pt. Jeg skal koncentrere mig dybt, når jeg arbejder for at kunne hitte rundt i papirstrimlerne, og denne gang er der en ekstra udfordring:

Der er 2 hvide strimler og 2 forskellige grønne strimler. Jeg udvider altid antallet af papirstykker for at få farver og farvenuancer nok som billedkunstner at arbejde med på begge sider af hjertet for at kunne udtrykke det, jeg gerne vil.

 

Men jeg er stadig træt efter min hjernerystelse i januar, så koncentrationen trætter yderligere. Jeg må hen og lægge mig for hvert 5.-10. minut, også kan det jo godt tage sin tid at få klippet de 10 stykker bukket papir, 20 indbyrdes samarbejdende spejlvendte flader, 80 samlinger på hver side af hjertet,  med en nøjagtighed på 0, 0025 millimeter som perfektionist, når man samtidigt skal beherske rodesystemet på bordet oppe i hovedet.

 

Bagefter kommer så opgaven med at få de 10 stykker bøjede skrøbelige papirstykker flettet. Sandsynligheden for, at det mislykkes , er langt større, end sandsynligheden for, at det lykkes. Men det skal jo ikke afholde een fra at forsøge. 

 

Den, der søger udviklingen, beder også om udfordringerne. Og omvendt.

 

Så jeg arbejder stadig så meget som jeg kan, både på dette projekt og på projektet med at få Julehjertemuseet op at stå.

Helt firkantet kan man sige, at så længe, der bliver holdt liv i mig, ligeså længe er der liv i mine projekter.

Støtter man mig ikke praktisk eller  økonomisk ved at give mig fondsstøtte, statsstøtte eller købe mine andre kunst- eller designprodukter, så må man bare vente den tid, det tager mig at få knoklet og sparet de mange penge sammen, det koster mig at købe et hus til det, renovere det  og stable museet på benene der. 

 

Når man kan se, hvor syg, jeg faktisk er,  så finder jeg følgende kommentarer og spørgsmål,  krænkende, sårende, absurde og upassende:

 

"Hvorfor har I ikke genåbnet museet endnu?"

"Det er bare ærgerligt, vi aldrig får det at se, det der hjerte."

"Tror du selv på,  at du når at få museet op at stå igen?" 

 osv, osv.

 

Julehjertemuseet holder en kunstpause lige nu, indtil jeg igen bliver frisk nok til at vise rundt i det, og vi får råd til at finde et sted og en form at drive det under, hvor der bliver taget størst muligt hensyn til mit helbred og det faktum, at jeg i lange perioder ikke kan få noget at spise,  herunder i hele november og december hvert år, som det kører lige nu i en 3 måneders operationscyklys på et Københavnsk hospital. Ildsjæle kan også blive syge, når de ikke kan indtage energi. Det betyder, at man er nødt til at passe på sig selv og måske ikke lige er i topform eller har kræfterne  til at servicere, stå for skud eller underholde de mange dejlige besøgende og interesserede Julehjertemuseet havde, da det lå i Tisvilde, hvor vi lukkede ned p. gr. a pladsmangel, forkert belliggenhed også mit helbred. 

 

Alle 3 faktorer skal der tages hånd om, før vi kan åbne igen, også må I bare vente, til jeg og mit bagland er klar. For det kræver et godt solidt bagland at være mig. At der er nogen, der bakker mig op og som kan få deres egne behov dækket ved siden af at medvirke i opbygningen af museet og driften af det.  I mellemtiden støtter jeg 100% op om vedkommende. Men jeg skaber også  nye værker, samler og skaber dekorationer og laver rammer og  udstillingsmøbler til museet, knokler for at skaffe midlerne til det og skaber forudsætningerne for at det kan åbne igen et sted med mere plads og hvor alle helbredsmæssige, økonomiske og livsnødvendige behov kan tilgodeses.

 

I betaler med andre ord  ikke til mig eller museet over skattebilletten, så I må bare vente til jeg og museet igen er klar til at være en del af oplevelsesturismen.

 

Lige nu nyder jeg den fred og ro, der er i mit liv. Roen til fordybelse, en forudsætning for at kunne tegne, konstruere og skabe woven heart art i enrum, men som desværre sjældent findes på det tidspunkt op mod jul, hvor andre mennesker forventer det . Der har jeg simpelt hen ikke fred og ro nok til at koncentrere mig om det.

 

By the way.

Det er forår og derfor fantastisk, at så mange følger med på en hjemmeside, som denne. Over 1500 nye læsere på denne blog siden sidst.

 Tak, fordi I følger dette projekt og mig.

 

Lisbet Lærke.

 

 

 

Jeg har konstrueret og lavet tegningerne til woven heart art "Ænder ved Gundsømagle Sø", med en gråand på den ene side og en taffeland flettet ind på den anden side (foto) men jeg har ikke klippet og flettet det endnu. Der er nogle enkelte, der har hævdet, at det er en smal sag at tegne, konstruere og lave mine kunsthjerter. Ved I hvad? I går bare i gang! I kan passende lige klippe og flette dette her, verdens første 10 strimlede flettede hjerte, mens jeg smutter ind og gennemgår min 3. operation som forsøgspatient indenfor spiserørsområdet. Strimlerne er 5,5 cm brede, mere må de ikke være, for jo større, jo nemmere. I får lige et par dages forspring, også går jeg i gang med at klippe og flette det, når jeg igen kan indtage og synke min mad. OK? vh Lisbet Lærke. 6.marts 2019.