Nyhedsblog d. 2/8 2020 ... (130 036)

Coronaen blokerer mange gode initiativer, heriblandt mange nye kulturelle tiltag, der nu lider under 2. bølges indtog af virussen, som ikke er en helt almindelig influenza. For en almindelig influenza ødelægger ikke de indre organer. Min mand og jeg, som begge er i risikogrupper og lige er flyttet til et nyt sted, må stadig ligesom alle andre i disse udsatte grupper , passe på os selv,  for der er ingen andre, der gør det.

 

Men vi forsøger på at udnytte denne tidslomme i Danmarkshistorien bedst muligt.

At vende den til noget positivt og bruge den fornuftigt.

 

Jeg har designet en afstands-T-shirt til os begge, så vi i pausen mellem de 2 første bølger har kunnet gå ud og starte på vores facaderenovering: 

 

- 3 små forhavebede har vi nået at etablere.

 

-,Vi har afviklet byens hundetoilet lige foran vores hovedindgang ved at sætte os  ud på trappestenen med en kop te på hundeluftningstidspunkterne og tale pænt med folk. 35 hundelorte om dagen var mere, end vi magtede at fjerne og bortskaffe. De fyldte en hel affaldscontainer pr måned. Det  er også mere, end vi magter at få ind på gulvene og  kradse op mellem vore 104 år gamle originale og nyrenoverede gulvplanker indenfor, når vi åbner museet. De lugtede helt ind i huset, fordi vi bor direkte ud et offentligt fortov . -og når man så oveni ved, at covid19 også kan smitte gennem både menneskers og andre pattedyrs afføring...

 

Vi har heldigvis mødt en meget stor forståelse i vores omgivelser og det er  lykkes med noget så svært som en vaneændring hos  tobenede.  Vores facaderenovering er meget populær, og folk i nabolaget har stor respekt for arbejdet.

Tak for det.

 

- 2 af de originale 104 år gamle kældervinduer 1-lags mex kitfals og forsats på fronten har vi renoveret, også har vi nået at udskifte hoveddøren med den, som jeg har fremstillet under pandemien og som min mand har lavet karmen og monteringen til.

 

Pandemiperioden har tvunget os til at kaste os ud i at lære os selv nye håndværksmæssige færdigheder, ting, vi for bare 1/2 år siden ikke troede, vi kunne.

 Vi har udviklet os sammen, vokser stadig med opgaven.

 

Som tidligere nævnt har vi desværre ikke fået tildelt fondsmidler endnu, selvom både vores bevaringsværdige hus, vores museumsprojekt og jeg som billedkunstner, med mere, opfylder alle kravene til det.  

 

Gode råd dyre, når livet ikke varer evigt, vi er 55 år og 61 år, og vi i receptionen havde en hel karnap + 1 vindue, samt 2 vinduer i udstillingslokalet, der trængte til udskiftning af vinduerne på grund af nedbrydning af træværket i rammerne. 

 

Min mand er dygtig til det grovmotoriske håndværk, skille rammer og false  ad, skære dem til og samle dem igen, mens jeg egner mig bedre til at få ideer, løse problemer,  forhandle nogle gode priser hjem på nye og gamle byggematerialer, samt til at foretage den sidste og finmotoriske finish og renovering af byggematerialerne og detaljerne, inden vi bruger dem.

 

Når man kigger på resultatet , 2 stks af det vindue, du kan se på fotoet, 1 til receptionen og 1 til museet, som vi selv har fremstillet ud af fraklip fra nogle helt nye kæmpestore vinduer fra restlageret hos en dansk vinduesproducent, kan man vel godt kalde os 2 gamle for et perfekt håndværksmæssigt match, når vi ikke har andre end hinanden til at lave arbejdet.

 

Jeg har oprindeligt indkøbt de vinduer,  delene til dem er klippet ud af, til udskiftning af 5 store vinduer i det fremtidige personalepauserum. Et projekt  der er så stort, at det kræver en hel sommer for sig selv og noget mere planlægning og forberedelse af resten af materialerne, før det kan gennemføres. Så det må blive til næste sommer .

 

I den forløbne uge har vi skyndt os inden 2. runde af pandemien for alvor bryder løs, at få købt de sidste velourgardiner til den sidste del af gardinmonteringen til receptionen, inden de går ud af produktion,  samt at få ryddet op overalt og få kørt  byggeaffald fra de sidste 4 måneder på genbrugspladsen.

 

Nye materialeleveringer på vej.

Originale gamle materialer, vi er i gang med at forberede og renovere.

Værksteder i alle rummene.

 

Vi SÅ klar til at blive spærret inde bag murene igen sammen med andre i risikogrupperne af sundhedsministeren, at vi i denne meningsløse tid har sikret os meningsfuld beskæftigelse i renovering af bygningen helt frem til frosten kommer, ja, faktisk til hele den kommende vinter.

 

Huset har nemlig også nogle kviste og en bagside, der trænger.

Steder, hvor kun vi har adgang.

 

Klar til 2-3 måneder mere i isolation i den lukkede gårdhave og indenfor i en smuk gammel bygning, der med kyshånd tager imod enhver form for forskønnelse.

 

Lige nu er der dog dømt restitution i et par dage, indtil vi ikke længere har ondt i ryggen og armene.

 

 Mvh

Lisbet Lærke 

 bygherre på Guldborghus.

 

 

 

I starten af marts 2020 i begyndelsen af pandemien var min mand og jeg nogle af de mange i risikogrupperne, der ikke kunne gå ud og hamstre håndsprit på grund af smitterisikoen i de lange køer.  Vi var lige flyttet til Falster, og vi havde ingen til at købe ind for os, der var mangel på håndsprit, og vi var derfor nogle af dem, der startede på at få madråvarer og andre nødvendigheder leveret. Der gik lang tid, over 1 1/2 måned, før vi fik den håndsprit, vi bestilte, når vi bestilte mad og kolonial hjem over internettet.

 

Flere firmaer udviste samfundssind og omstillede produktionen fra andre flydende produkter til håndsprit produktion og tapning . Et af disse var folkene bag håndspritten " WISH" , som efter min mening ved deres store økonomiske satsning, snarrådighed har været med til at redde menneskeliv og skabe flere arbejdspladser på Lolland ved at være omstillingsparate og omlægge produktionen.

 

I fredags blev de af myndighederne bedt om at trække deres håndsprit tilbage fra markedet, da myndighederne mener , at emballagen ligner en drikkevareremballage, og der i pandemiperioden har været flere tilfælde, hvor små børn under 4 år har drukket håndsprit .

 

For det første melder historien ikke noget om, hvorvidt det er WISH flaskerne, de forgiftede har drukket håndsprit af.

 

For det andet er låget på flaskerne så stramme at vippe op, at jeg tvivler på, at børn under 3 år kan åbne dem.

 

For det tredje kan det lade sig gøre at drikke håndsprit af samtlige af de emballagetyper, der findes på markedet.

 

For det fjerde står der på emballagen: "Opbevares utilgængeligt for børn", så virksomheden er uden ansvar for, at forældrene ikke har opbevaret håndspritten forsvarligt. Det er et forældreansvar og ikke et samfundsansvar, at forældrene ikke har kigget efter deres børn.

 

 

Udvikling af et nyt design af emballage tager flere måneder og er en stor investering., det kender jeg godt selv som julepyntdesigner.

 

Det er ikke i orden, at  myndighedernes  ødelægger en virksomhed og et iværksætterpar, der har udvist samfundssind.

 

Vi, der kan tænke selv, får nemt det indtryk, at det er, fordi der lige nu er for mange håndspritproducenter på markedet, som staten ikke har aktier i, og fordi staten vil sikre sig et stort og billigt håndspritparti fra et eventuelt konkursbo, som staten selv har sparket ud over kanten.

 

Det vil jeg ikke være med til.

 

Jeg vil heller ikke bare stå og se på , at et livsvigtigt produkt, der er brug for over hele verden, skal hældes ud eller destrueres, bare fordi emballagen efter flere måneder nu vurderes til at være forkert, eller fordi nogle mennesker  ikke kan læse eller forstå, hvad der står på den.

Der står: " Håndsprit" og ikke " Mundsprit" på den.

 

 

Spild af gode ressourcer, dygtige iværksættere og gode jobs.

 

Om få måneder er der måske håndspritmangel igen , også kan vi i risikogruppoerne, der for at passe på os selv får alting leveret, igen ikke få fat på håndsprit. Os, der har mest brug for det. 

 

Håndspritten kan ifølge producenten ikke bare hældes over på en anden emballage, det er væsken for brandfarlig til, så de er tvunget til at tage store mængder udmærket håndsprit retur og betale i dyre domme for transporten og destruktionen af den. Det kan betyde en lukning af fabrikken, som ligger i Nakskov.

 

... MED MINDRE VI ALLE SAMMEN SKYNDER OS UD I DISSE DAGE OG TØMMER LAGRENE I FORRETNINGERNE, SÅ DER IKKE ER NOGET AT TAGE RETUR .

 

De står muligvis ikke længere fremme på hylderne, men så må man jo bede de forretningsdrivende om at gå ud på lageret eller ned i kælderen og hente dem.

 

Vi har så valgt at gå foran med et godt eksempel selv... - i ført vores afstands-t-shirts ... undtagelsesvist været nede i byen og fylde vores cykelanhænger op med WISH håndsprit,  72 flasker, for vi har ikke nogen små børn, der kan risikere at drikke det...

 

.... Vi har derimod et lille privatmuseum, som pt er lukket, fordi vi istandsætter huset til det ,  og hvor vi i mange år frem efter genåbningen er tvunget til at beskytte os selv og vore kommende gæster bedst muligt mod denne virus, der selv i de lette tilfælde kan ødelægge de indre organer...

 

Det bliver derfor håndspritten fra " WISH" fra storkøbet  på fotoet, der i starten kommer i de berøringsfri håndsprit automater, som vi hænger op i hall' en og på gæstetoilettet til brug for besøgende, når de kommer og går ud og ind af museet.

 

... - også kan jeg meddele, at vi her i huset også fremover vil støtte lokalt , herunder også drikke juicen fra WISH  som også produceres på Naskovfabrikken.

 

Mvh

Lisbet Lærke.

D 9/7 2020 satte vi vores nye hoveddør i fronten af huset.

Det sker ikke så tit her i byen, at et hus får en ny hoveddør,  i hvert fald ikke en, der er SÅ forskellig fra den, der sad i  før,  i dette tilfælde en  hvid 1970'er dør under nedbrydning og med røggule lodrette ruder ,  der var meget utætte. 

 

Det tager kegler , når jeg står her og pudser kanterne og afslutningerne op i døråbningen iført min

" Jeg-er-i-risikogruppe,- hold- venligst-afstand-.. Tak... "  T-shirt, 

og folk i nærområdet  så kommer forbi og får at vide, at vi selv har fremstillet døren under vores pandemi isolation i den lille sal ud mod gaden, fordi vi ville glæde vore omgivelser og skabe noget smukt til tiden ,  der kommer bagefter pandemien.  Jeg bliver næsten skamrost for facaderenoveringen indtil videre, og ikke mindst den nye hoveddør, der har taget næsten 3 mdr for os at fremstille, lige siden, vi fik tilladelsen til facaderenoverigen. 

 

Folk er gennemgående supersøde. Det flyver rundt med komplimenter som:

"Hold da kæft hvor er det flot, det, du laver ",

" Jeg bliver så glad af at se på den dør der" og

"Vanvittigt smukt håndværk!"

"Er det sådan nogen  som dig, vi har passet på? Så er det fandme i orden med hele denne nedlukning af landet, for sådan nogle som dig, er sgu sjældne. Der er jo ingen andre, der kan det der."

 

Jeg bander aldrig selv,  men jeg forstår godt ordene.

De betyder, at det ikke er så ringe endda, det,  jeg laver.

 

Det er således mig som møbelkunsthåndværker og bygningsrenoverer,  byen har stiftet bekendtskab med først.

Det er nok også meget godt, for som person og billedkunstner er jeg jo SÅ meget mere end disse her unikke flettede  hjerter. Jeg har for eksempel også merit fra Det Anglo -italienske Kunstakademi på grund af blandt andet mit møbelkunsthåndværk. Så kan man godt tillade sig at sætte en hoveddør op i en ordentlig håndværksmæssig kvalitet.

 

Jeg har ikke været så meddelsom i omgivelserne om, hvem jeg er og hvad jeg ellers laver, for dels plejer jeg ikke at gøre det store væsen ud af mig selv privat, og dels så er jeg med min pandemi-maskinklip og mit beskidte arbejdstøj ikke lige klar til dobbeltselfies og offentliggørelse,  og det er huset heller ikke.... Endnu...

 

Vi herhjemme bestiller stadig vore madråvareindkøb og alle andre indkøb på internettet til levering hjemme, fordi vi ønsker at fylde vores liv og sommer med nogle mere positive oplevelser end stigmatisering, og de dersens modbydelige kommentarer fra andre mennesker, som vi hører, at folk i risikogrupperne ellers bliver mødt med, når de er ude at handle i supermarkederne, ...-  og fordi vores personlige sikkerhed ikke skal afhænge af tilfældige meneskers evne og vilje til at overholde sikkerhedsafstande, håndafspritning osv .

 

Efter flere måneder i ufrivillig indespærring i eget hjem uden at have gjort noget kriminelt, føler vi ikke, det er vores opgave at stå model til den opførsel, de frie mennesker lægger for dagen. Det har sin pris rent privat på alle fronter, for der er så heller ingen, der får adgang til vores hjem. 

 

Bortset fra diverse håndværkere.

 

Siden sidst har vi måttet fyre det lokale tømrerfirma, der skulle udskifte vinduerne i en bevaringsværdig karnap mod gaden. Grunden er, at vedkommende foretog  vinduesbestillingerne efter sine egne tegninger og bestilte en moderne løsning uden bærende stolper i hjørnerne, som ikke senere ville kunne godkendes af myndighederne.

 

Det er mine tegninger, der er godkendt, så det er dem, vi arbejder efter. Det betyder så  desværre, at jeg selv kommer til personligt at stå med renoveringen af hele karnappen i fronten som en ekstraopgave. Den arbejder jeg på hele sommeren fra nu af, og til landet måske bliver lukket ned igen,  eller til det bliver for koldt  at arbejde udenfor.  

 

Det er nok mindst 10 år siden, vi har været afsted på en rigtig ferie, ikke en rekreation efter en lang sygeperiode , heller ikke en midlertidig indkvartering i forbindelse med en flytning , heller ikke udstillingsrejse i udlandet, som kræver 16 timer lange arbejdsdage af mig,..... - men en rigtig ferie.

 

 

Det er det, vi trænger aller mest til lige nu. Vi er dødtrætte.  Udkørte.  Men vi kan desværre ikke tillade os at lade renoveringsarbejdet ligge stille her, for så bliver vi aldrig færdige.

 

Som man kan læse på www.guldborghus.dk, har vi heller ikke i dette forår opnået fondsmidler. Afslag over hele linjen. Nedslående, men på den anden side, så er det jo faktisk de samme og de samme kunstnere, andre fonde og museer, der får fondsmidlerne hver gang, så vi er såmænd så vant til overhovedet ikke at blive påskønnet for vores hårde arbejde, bakket op eller støttet med noget som helst rent økonomisk,  at vi hver gang tager fondsafslagene med et skuldertræk. 

 

Man gør  sig selv en stor tjeneste ved at kunne bruge og efterleve det lille ord:

 

"Pyt!"

 

 Verden ville være et langt bedre sted at leve i, hvis alle kunne det. 

 

Det er spild af tid og god energi at søge fondsmidler,  når man gang på gang bare ender som fyld i bunken af egnede projekter,  der bestemt opfylder kravene, og når man gang på gang oplever, ikke engang at få et svar på ansøgningen, hvilket er helt normal procedure, når det er et afslag. 

 

Så for min skyld kunne vi ligeså godt nedlægge alle fondene og den livsvarige kunstydelse, som nogle kunstnere får, men ikke skal yde noget for. Statens Kunstfond og alle andre offentligt skatteyderfinansierede kunstfonde kan også nedlægges,  for der er ingen rimelighed i , at sådan een som jeg skal knokle mig ihjel, fordi jeg tvinges til at forsørge alle de fondsstøttede kunstnere over skatten ,   som i forvejen sagtens kan leve af deres kunst.

Har man en fond,  hvor ens egne gaver går ind ,  burde man i stedet kunne beholde dem selv med god samvittighed . For så har man stensikkert også de store personlige omkostninger ,  der hører til at være en offentlig person,  der forventes at donere egne private bryllups-, fødselsdags- og julegaver væk gennem fonde.

 

Når  vi ikke får fondsmidler bevilliget til renoveringerne af den bevaringsværdige bygning eller etableringen af museet, har det den konsekvens, at vi ikke kan ansætte ekstra hænder og håndværkere til at aflaste os med noget af arbejdet med at udskifte eller renovere eksempelvis de mange værdigt trængende vinduer.

Så der er kun vores ømme og gamle hænder til at lave alt det hårde arbejde.

 

At vi konstant støder på uforudsete ting, ikke får nogen som helst former for hjælp, andet end selv at betale for at få alting bragt hertil, og derved sparer en masse tid, gør , at det er fuldstændigt uforudsigeligt, hvornår vi bliver færdige.

 

Coronaen har vist os alle, at livet og vores individuelle status i samfundet kan blive ændret som ved et trylleslag over ganske få dage, og at ingen af os kender vores livsvilkår bare 1 måned frem.

 

En stor fordel ved de manglende fondstildelinger, er,  at vi SELV bestemmer arbejdstempoet.

Der er ikke nogen, der kan tillade sig at rykke os og kræve, at vi SKAL være færdige til et bestemt tidspunkt.

Ingen kan tage pant i vores privatbolig, med en variabel rente, de selv kan bestemme, fordi vi bliver nødt til at ændre renoveringsplanerne og tidsplanerne hele tiden.

Vi behøver IKKE stå til regnskab overfor nogen.

Vi skal ikke betale penge tilbage til en fond på grund af manglende gennemførsel af et projekt på grund af coronaen.

Ingen bestemmer, hvad vi må bruge vores hus til, andre end os selv.

Heller ingen hjælpepakker til os ,  selvom nedlukningen også har været dyr for os.

Vi er vores egne chefer.

 

... - og... vi bliver mere og mere kreative for at klare os igennem...

 

 Vi vokser begge 2 med opgaverne og trives i situationen,  selvom vi hverken har et soveværelse eller et badeværelse. 

 

Min mand har vist sig at være superdygtig til at "klippe" vinduer til, og jeg er åbenbart bedre til at forhandle gode vinduestilbud hjem,  end til at tigge mig vej gennem livet hos fondene.

 

Så jeg har konsulteret nogle vinduesrestlagre rundt omkring, forhandlet og købt nogle helt nye og altfor store vinduer hjem, som min mand så klipper i stykker og sætter sammen til flere vinduer,  blandt andet de 2,  vi mangler på sydsiden af huset, til hhv museet og til receptionen, som først var planlagt til udskiftning 2021. Det er faktisk helt nye vinduer, der er blevet til overs hos andre kunder, vi har gået leveret,  og som på et tidspunkt ville være blevet smidt ud hos vinduesproducenten eller bare stå og samle støv i årevis.

 

I alt har vi indtil videre udskiftet 4 vinduer og renoveret 4 vinduer ud af de 36,

der trængte ved overtagelsen af bygningen i november 2019.

 

Venlig hilsen

Lisbet Lærke.

Den kreative voksne var det barn, der overlevede.

 

Vi er godt i gang med renoveringen af bygningen. Hvordan vi er nået hertil, vil måske være svært at forstå for mange mennesker. Men uden en grundlæggende medfødt kreativitet, arbejdsomhed, håndværksmæssige evner, mange års nøjsomhed og økonomisk tæft, var vi helt sikkert aldrig nået frem til det punkt, hvor vi fremstiller den kommende hoveddør til Julehjertemuseets særskilte hovedindgang, helt ude ved fortovet.

 

 

Om alt går vel, bliver det den på fotoet, der kommer til at trone som en del af det kommende billede i højre øverste hjørne af denne hjemmeside. Vi har nemlig fået lov til af myndighederne til at ændre 1970'er indgangen, der ikke overholder lokalplanen overhovedet til de farver og former,  jeg har ønsket, mens myndighederne i mine forhandlinger med dem har fået lov at bestemme materialer og dørtype:

 

 

Der skal ifølge vores fælles afgørelse sættes en mørkerød trædør med fyldninger i.

 

 

Det være sådan en som denne her.

 

 

Spændende og konstruktiv proces, der nu er overstået, tilbage er " kun" at fremstille døren og sætte den i,  samt at gennemføre resten af facaderenoveringen, der kommer til at ske ved hjælp af lokale dygtige købstadshåndværkere, som har specialiseret sig i renovering af karnapper i købstadsmiljøet.

 

I forbindelse med arbejdet med den nye hoveddør har vi stor glæde af min baggrund som møbelkunsthåndværker, tegner og maler, og min mands evner til at " klippe" både dør og karm til med en rundsav, da vi ikke må ændre på dørhullets størrelse i facaden. Så den bliver til i et intenst ægteskabeligt samarbejde mellem jeg, der laver selve døren, og ham, der tilpasser den rent praktisk, inden den kan sættes i.

 

 Der har aldrig være mere fremdrift i projektet end nu. Men ting tager tid at fremstille, når det skal gøres ordentligt, og renoveringerne tager tid at gennemføre, så der går et pænt stykke tid endnu, før vi kan åbne og vise noget frem her.

 

Lisbet Lærke.

Der er sket noget stort.

Noget, der efter alle de mange år, alle de kampe, det efterhånden har kostet at opbygge dette private museum, virker helt surrealistisk: 

Vi har fået døren leveret  ind til den sal, hvor The Woven Heart Art Museum / Julehjetemuseet skal være. 

Sidder bare og stirrer på den ... - eller rettere dem, for der er 2. Men de skal ikke begge 2 sættes i væggen indtil samlingen.

 

Den del af huset,  hvortil vi planlægger  offentlig adgang, er ved at tage form:

Man kommer direkte  ind fra gaden i en hall, som vi meget snart er færdige med at gennemrenovere i ren skønvirkestil. Herfra går man ind i en reception ( modtagelse), og derfra skal man så videre ind til udstillingen. Der mangler en dør ind til udstillingen. Der mangler også et hul til døren ind til udstillingen fra receptionen. Til gengæld er der  på nuværende tidspunkt en væg for lidt i den ene side af den sal, hvor udstillingen skal være, som vi ikke kan bygge op, før der er sat en dør op i væggen fra receptionen. Når der er en anden dør i denne væg ind til det kommende personalerum, en designmæssig og æstetisk misforståelse og  vildfarelse fra engang i 1970'erne, der på grund af slid og  den tids kvalitetsstandard er gået i stykker og ikke passer ind, er vi nødt til at skifte denne dør også, for at modtagelsesrummet skal komme til at se ordentligt ud. 

Denne sommer kommer derfor til at gå med at skabe den rette infrastruktur og planløsning i stueetagen af Guldborghus, således at besøgende ikke skal ind gennem personalerummet for se udstillingen.

Det er derfor, vi nu har fået disse 2 smukke døre leveret. Så man engang kan gå ind ad den ene af dem og ind i museet.

Om det bliver døren til højre eller den til venstre, ved vi ikke endnu.

Men en ting er sikkert:

Det bliver.

For vi er 2, der målrettet arbejder på at få det til at ske.

Med venlig hilsen

Lisbet Lærke.

Www.guldborghus.dk

( Hvis nogen skulle være i tvivl, så er det mig , der på denne hjemmeside bliver omtalt som " den kvindelige halvdel af os", " møbelkunsthåndværkeren" , " hun", " damen" eller i andre kærlige kønspåpende vendiger.)