Nyhedsblog d. 6/8 2019 ... (97427)

Er I med derude?

Jeg er kommet godt i gang med at klippe mit 1. Flettede hjerte, ud af 10 stykker papir. Også selvom jeg ikke rigtigt kunne huske, hvor jeg var nået til i klipperiet efter 3 ugers pause grundet ufrivillig sult p gr a et spiserør, der ikke virker. Nu ligger det sådan, at man udover at kunne tegne og have en klippestreg også skal bruge hjernen for at kunne lave dette her, og den virker altså KUN i de dimensioner, der er brug for den her, når den får næring. Mad. 

Så jeg blev lige 3 uger forsinket, men jeg har det godt efter min 3. Spiserørsoperation, og jeg kan stadig glæde mig over, at jeg ikke har kræft, også selvom det føles, som om man er ved at dø hver 3.måned, når jeg bliver udsultet af systemet og kroppen langsomt lukker ned, før jeg igen kan blive opereret. Det kan måske gå, så længe jeg er yngre og stærk, men det er både psykisk og fysisk hårdt, så jeg tror ikke, jeg kan holde til denne behandling i længden.

Nå, men i de mange mellemtider, er jeg nødt til at flytte mit fokus, forsøge på at genskabe mit liv.

Tilbage til hjertet " Ænder i Gundsømagle Sø"

Klipper lidt på må og få, lidt i det ene stykke papir,  også lidt i det femte, lidt i det ottende på bagsiden og spejlvendt, så tilbage til det første stykke og nå ja, så bliver jeg også nødt til at klippe lige der i nummer 10 stykke papir. Tungen lige i munden og kik på skitsen!

 

Således mine klippeteknikker, som indlysende nok er jævnt umulige at undervise i, da det meste af arbejdet foregår i et samarbejde mellem mit hoved, min klippestreg og min tegnestreg.

 

Jeg håber på at få det hele med. Denne rodebunke er , hvad jeg står op til om morgenen pt. Jeg skal koncentrere mig dybt, når jeg arbejder for at kunne hitte rundt i papirstrimlerne, og denne gang er der en ekstra udfordring:

Der er 2 hvide strimler og 2 forskellige grønne strimler. Jeg udvider altid antallet af papirstykker for at få farver og farvenuancer nok som billedkunstner at arbejde med på begge sider af hjertet for at kunne udtrykke det, jeg gerne vil.

 

Men jeg er stadig træt efter min hjernerystelse i januar, så koncentrationen trætter yderligere. Jeg må hen og lægge mig for hvert 5.-10. minut, også kan det jo godt tage sin tid at få klippet de 10 stykker bukket papir, 20 indbyrdes samarbejdende spejlvendte flader, 80 samlinger på hver side af hjertet,  med en nøjagtighed på 0, 0025 millimeter som perfektionist, når man samtidigt skal beherske rodesystemet på bordet oppe i hovedet.

 

Bagefter kommer så opgaven med at få de 10 stykker bøjede skrøbelige papirstykker flettet. Sandsynligheden for, at det mislykkes , er langt større, end sandsynligheden for, at det lykkes. Men det skal jo ikke afholde een fra at forsøge. 

 

Den, der søger udviklingen, beder også om udfordringerne. Og omvendt.

 

Så jeg arbejder stadig så meget som jeg kan, både på dette projekt og på projektet med at få Julehjertemuseet op at stå.

Helt firkantet kan man sige, at så længe, der bliver holdt liv i mig, ligeså længe er der liv i mine projekter.

Støtter man mig ikke praktisk eller  økonomisk ved at give mig fondsstøtte, statsstøtte eller købe mine andre kunst- eller designprodukter, så må man bare vente den tid, det tager mig at få knoklet og sparet de mange penge sammen, det koster mig at købe et hus til det, renovere det  og stable museet på benene der. 

 

Når man kan se, hvor syg, jeg faktisk er,  så finder jeg følgende kommentarer og spørgsmål,  krænkende, sårende, absurde og upassende:

 

"Hvorfor har I ikke genåbnet museet endnu?"

"Det er bare ærgerligt, vi aldrig får det at se, det der hjerte."

"Tror du selv på,  at du når at få museet op at stå igen?" 

 osv, osv.

 

Julehjertemuseet holder en kunstpause lige nu, indtil jeg igen bliver frisk nok til at vise rundt i det, og vi får råd til at finde et sted og en form at drive det under, hvor der bliver taget størst muligt hensyn til mit helbred og det faktum, at jeg i lange perioder ikke kan få noget at spise,  herunder i hele november og december hvert år, som det kører lige nu i en 3 måneders operationscyklys på et Københavnsk hospital. Ildsjæle kan også blive syge, når de ikke kan indtage energi. Det betyder, at man er nødt til at passe på sig selv og måske ikke lige er i topform eller har kræfterne  til at servicere, stå for skud eller underholde de mange dejlige besøgende og interesserede Julehjertemuseet havde, da det lå i Tisvilde, hvor vi lukkede ned p. gr. a pladsmangel, forkert belliggenhed også mit helbred. 

 

Alle 3 faktorer skal der tages hånd om, før vi kan åbne igen, også må I bare vente, til jeg og mit bagland er klar. For det kræver et godt solidt bagland at være mig. At der er nogen, der bakker mig op og som kan få deres egne behov dækket ved siden af at medvirke i opbygningen af museet og driften af det.  I mellemtiden støtter jeg 100% op om vedkommende. Men jeg skaber også  nye værker, samler og skaber dekorationer og laver rammer og  udstillingsmøbler til museet, knokler for at skaffe midlerne til det og skaber forudsætningerne for at det kan åbne igen et sted med mere plads og hvor alle helbredsmæssige, økonomiske og livsnødvendige behov kan tilgodeses.

 

I betaler med andre ord  ikke til mig eller museet over skattebilletten, så I må bare vente til jeg og museet igen er klar til at være en del af oplevelsesturismen.

 

Lige nu nyder jeg den fred og ro, der er i mit liv. Roen til fordybelse, en forudsætning for at kunne tegne, konstruere og skabe woven heart art i enrum, men som desværre sjældent findes på det tidspunkt op mod jul, hvor andre mennesker forventer det . Der har jeg simpelt hen ikke fred og ro nok til at koncentrere mig om det.

 

By the way.

Det er forår og derfor fantastisk, at så mange følger med på en hjemmeside, som denne. Over 1500 nye læsere på denne blog siden sidst.

 Tak, fordi I følger dette projekt og mig.

 

Lisbet Lærke.

 

 

 

Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE