Nyhedsblog d. 20/3 2020 ... (116 219)

Jeg fik ikke lige den start på 2019, som jeg ønskede. Jeg havde håbet på en masse inspiration og tid i denne vinter til at skabe kunstværker til forårscensureringerne.... Et af mine nytårsforsætter,...- at jeg skulle begynde at skabe kunst igen.....

 

Men d 5.januar 2019 satte et uventet møde med en stor jernbjælke i en mørk kælder mig ud af spillet  med hensyn til at skabe kunst til de censurerede forårsudstillinger. Jeg fik en alvorlig blodig hjernerystelse,  blev observeret for hjerneblødning og blev lukket inde i en seng i et mørkelagt rum i ca 6 uger, hvor jeg ikke måtte se på en skærm eller foretage mig noget som helst fysisk eller psykisk.

 

Hovepinerne kommer og går stadig, men de fleste af symptomerne er forsvundet. Nu ved jeg igen, hvem jeg er, kan genkende mg selv, jeg kan udtrykke mig igen skriftligt og mundtligt. Det er lidt op og ned med min koncentrationsevne. Nogle dage er gode. Andre er ikke. Jeg kan stadig ikke skrive eller tale med andre mennesker i mere end 5 minutter, uden at få hovedpine. Min hjerne er stadig meget følsom for støj, og mine øjne er stadig meget følsomme overfor sollys. Jeg har problemer med at koncentrere mig om at tegne og male. Men det er lykkes mig at færdiggøre et nyt woven heart art til julehjertemuseet, eet af de helt svære, "Hyrdinden og Skorstensfejeren, " som jeg har skabt i 9 stykker foldet og flettet papir. Jeg har ikke noget enkelt foto af det, for det kræver et spejl, da det har forskellig forside og bagside motiv, og det allerede er blevet bragt i depotrummet, inden jeg blev helt frisk til at fotografere det. Det har taget 4 år at få det til at lykkes, og det lykkedes i 39. og ultra langsommelige koncentrerede forsøg. Men det lykkedes! Mit andet 9-stykkers Woven Heart Art!

 

Efter 6-8 uger i mørket har jeg brug for en masse frisk luft og lys, så jeg forsøger på at komme så meget udendørs, som muligt. Jeg forsøger også på at skabe kunst, jeg har bare ikke så mange kræfter til det, når jeg lige har haft en hjernerystelse og samtidigt er på et tidspunkt i min operationscyklus, hvor jeg sulter ufrivilligt, kun spiser flydende kost og igen-igen venter på min næste spiserørsoperation. Til nye bloglæsere kan jeg meddele, at det IKKE er noget ondartet, jeg fejler. Til gengæld kommer jeg til at slås med det resten af livet, de næste 40-50 år. Så jeg tager dagene step for step een ad gangen og passer godt på mig selv. Nye kunstværker må bare komme ud af hænderne på mig i det omfang og tempo, jeg får inspiration og koncentrationen tilbage  og energien til det. 

 

For at være helt ærlig, så NYDER jeg den februariske ro. Denne ro, som er i mit liv lige nu, så meget, at jeg har svært ved at slippe den igen og gå ud i offentligheden med mine ting. Ikke at være "på" hele tiden. Jeg nyder det. At være væk fra alt glitterstadset.

 

"Det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere."

 

Jeg har lyttet til disse usande ord igen og igen i mit liv. De kommer fra folk, der ikke ved, hvad de taler om. For hver gang skæbnen rammer een, ser folk mig komme tilbage, men de ser ikke, at jeg er en lille smule svagere, end jeg var før.

 

Det leder mig til at minde om, at huske at værdsætte mig, mens jeg er her, herunder yde mig retfærdighed og få mig krediteret offentligt i diverse medier og internet opslagsværker for denne her opfindelse og fornyelse af det flettede hjerte, som jeg har fået anerkendt som en selvstændig international kunstart i min helt egen avancerede version. Det er muligvis H. C. Andersen, som fandt på det flettede hjerte gjorde det til en elsket juletradition og hobby (eller også tog han flettehjerte- ideen med sig hjem fra een af hans rejser i udlandet, da juletræet kom til Danmark i 1800-tallet). Men jeg har rent faktisk dokumentation på, at det ER mig, der har videreudviklet det flettede papirhjerte i de helt svære versioner og gjort det til en anerkendt kunstart.

 

 

Der er specielt eet meget synligt sted i universet,  hvor een af mine barndomsmobbere, der her kalder sig for "Svipseper" har fået lidt for meget og urimeligt stor magt over mit øvrige kunstneriske liv i Danmark, og hvad der skal stå i mit eftermæle, når jeg engang er væk.

Dybt urimeligt, at man ikke kan gøre krav på at få disse latterliggørende og helt forkerte oplysninger om een fjernet eller i det mindste opdateret, så det der står om een, og som alle i hele verden kan læse og betragter som fakta, bliver korrekt og i overensstemmelse med virkeligheden. Men det har man altså ikke. 

Det er verdens største og mest utroværdige mobbemedie, hvor andre mennesker  kan gå ind og ødelægge eens liv fuldstændigt, og de gør det. Det er en væsenlig årsag til, at jeg ikke kan få nogen udstillinger i Danmark som billedkunstner. Jeg opdagede det først lang tid efter, "Svipseper," satte mig i dette worldwide opslagsværk, omtrent samtidigt med, at den norske massemorder Brejvik kom med i opslagsværket som en anden idealistisk helt, få timer efter han begik sin udåd, kan jeg huske.

 

 

Når jeg skriver dette her, er det, fordi jeg er ved at blive en ældre dame, jeg holder jo heller ikke evigt, denne hjernerystelse har lært mig, at jeg ikke er så stærk,  som andre går og regner mig for at være. Så hvis man vil have glæde af mig nogensomhelst andre steder, og forventer, at jeg skal kunne drive og skabe nogle spændende oplevelser her i Danmark, så er der lige en opdatering af en artikel i det der opslagsværk, der skal rettes af andre først, før det kan lade sig gøre. Alternativt skal jeg og diskussionen om mig fjernes helt fra det, hvilket jeg naturligvis HAR krævet, men min henvendelse er bare blevet ignoreret af redaktørerne.

 

Men inden jeg skal herfra engang, skal jeg lige at leve livet, eller rettere have mit liv tilbage.

 

Søde mennesker har hjulpet mig med at få mine ting ud på Københavnske markeder, så der er holdt gang i dette her projekt, mens jeg har været sygemeldt. På forsiden af denne her hjemmeside, offentliggør vi hver måned, hvornår vi næste gang har håndlavede ting med fra "Design By Lisbet Lark," der finansierer genopbygningen af The Woven Heart Art Museum, Julehjertemuseet, et nyt sted. 

 

Der er nogen i min lille "fanklub" ude på DTU, der har beskæftiget sig med min IQ og om jeg er blevet testet? og om jeg er medlem af MENSA?

 

Den skal I ikke være så bekymrede for.

 

Jeg ER blevet testet. Den fejler bestemt ikke noget. Men jeg kan ikke se nogen grund til at offentliggøre det eksakte tal, for jeg mener, det bare er et tal, folk sidder bag en skærm og bruger elitært til at slå hinanden oveni hovedet med,  i stedet for at gå ud i verden og bruge den til noget konstruktivt,  sjovt, samfundsrelevant, almennyttigt, unikt eller fornuftigt. Derfor kan jeg ikke rigtigt se mig selv som medlem i denne ellers udmærkede forening med mange søde og spændende mennesker. Men jeg kan da godt komme og holde foredrag for jer, hvis det skal være... - også for de af jer, der i årevis har siddet med det ene store regneark efter det andet, maskinfremstillede stencils og designskabeloner, mv. og forsøger på at finde ud af, hvordan jeg laver disse her ultra avancerde asymetriske flettede hjerter... 

 

Men guys:

 

Det er jo ikke raketvidenskab, dette her! 

 

Et enkelt godt tip:

Drop alt det regneri, drop computerne og alle formlerne og øv jer i at frihåndstegne, klippe, flette , udtrykke jer kunstnerisk og prøve jer frem i stedet for. Slå al form for rationel, traditionel julehjerte- tankegang fra, og bevæg jer ud af boksen.

Brug hænderne, for pokker!

 

Woven Heart Art er kunsthåndværk, og enten så er man født med evnerne til at lave det, de nødvendige medfødte tegnestreger og klippestreger, eller også er man ikke. Akkurat, som folk enten er født med evnen til at kunne synge eller slet ikke har den med sig fra fødslen. Man kan ikke regne sig frem til woven heart art eller lave skabeloner til det, for det er kunst og ikke design.

 

Selv har jeg udviklet 11 forskellige illustrationsstreger ud fra mine skitser til mine woven heart arts. Så det næste woven heart art bliver altid lidt mere avanceret end det forrige. Man må jo give sig selv nogle nye udfordringer hele tiden.

 

Jeg har sat mig nogle mål med alle mine ufærdige mislykkede påbegyndte woven heart arts, jeg har liggende krøllet sammen henne i hjørnet her i 2019. Om jeg når at få dem færdig inden nytår, må tiden vise. Det er i hvert fald nu, jeg har roen til at lave dem.

 

Venlig hilsen

Lisbet Lærke.

 

Woven heart art " Hyrdinden og Skorstensfejeren" i  9 stykker bukket og flettet tyndt glanspapir er blevet færdig i dag efter 39 forsøg gennem 4 år. I mellemtiden er jeg gået hen og blevet miniaturist, hvorfor hovedpersonerne  i H. C. Andersens eventyr vil kunne ses i omgivelserne i montren og ikke på hjertet. Jeg kan pt ikke oploade videoer her på siden, så du må over på min instagram profil @larklisbet for at se en lille film med vidunderet, der måler 10cm x 11cm og dermed er mindre end mit forrige 9- strimlede hjerte, "Den lille pige med Svovlstikkerne" som jeg færdiggjorde i 2015 foran et kamera fra TV2/LORRY. Denne gang er arbejdet foregået i enrum her i januar, da det kræver dyb koncentration for at kunne lykkes.

Januar er den måned, jeg statistisk set har lykkes med flest af mine sværeste hjerter. Der er fred og ro i januar til fordybelse!

V. H

Lisbet Lærke

2018 blev året for mig, hvor kunsten fik lov at vige pladsen for andre aktiviteter og passioner og hvor jeg gik i gang med at skabe mig et nyt liv på nye og knapt så frie vilkår, som jeg havde før ulykken i 2016. Jeg nåede godt nok i starten af året at få 2 kunstværker med på en censureret udstilling i New York og 1 miniaturekunstværk med på en censureret temaudstilling i Minneapolis, USA. Men det er ikke spor sjovt at deltage med kunst på en udstilling, hverken i ind- eller udland, som man som spiserørspatient ikke selv kan rejse ud at deltage i, og networkingen i forbindelse med udstillingerne, der kan give een jobs og kunstbestillinger, får man SLET ikke del i, ligesom man heller ikke selv kan være på stedet og være med til at sælge sit værk, stille sig op og smile til en fotograf, hvis al ens energi hele dagen går med at kæmpe med at synke fastklemt mad med et delvist lammet spiserør og en ditto mavemund. Det er ENERGIDRÆNENDE og stressende at leve på denne måde! Mit spiserør kan ikke tåle stress. Jeg har derfor ikke sendt værker ud til censurering siden januar i år. Jeg nåede dog at lave en enkelt illustration til et foredrag i Gentofte i februar, inden jeg besluttede mig for et "artbreak", en kunstpause på ubestemt tid, hvor jeg i stedet koncentrerer mig om at fokusere på noget langt vigtigere: nemlig at blive ordentligt udredt, få sat diagnose på med henblik på en evt behandling, så jeg kan komme videre med mit liv. De 2 diagnoser i hhv spiserør og mavemund, som kom i aug-sept er IKKE kræft, men der er ingen behandling til dem og de er nedprioriterede overalt i dwt danske sundhedssystem, fordi jeg ikke har cancer. De er uhelbredelige. En del af mit nye fremtidige liv kommer jeg derfor til at bruge på at være forsøgspatient, så der kan opfindes nogle behandlinger. Jeg har allerede gennemgået 2 forsøgsoperationer, 1 i sept og 1 i dagene lige op til jul,  i en begyndende operationscyklus, jeg, som det ser ud lige nu, skal lære at leve med resten af mit liv. Jeg skal opereres hver 3. Måned med en midlertidig effekt for at kunne synke min mad i 6 uger, derpå 6 uger med tiltagende problemer, (aftagende effekt) der så ender med, at jeg kun kan synke vand, indtil jeg igen bliver opereret, og så forfra! Det er svært at indstille sig på, svært at få privatlivet til at fungere, svært at have et socialt liv og svært for ikke at sige helt umuligt at indrette et kunstnerisk arbejdsliv, der passer til sådan en fysisk hård operationscyklus med skiftende energiniveauer og 17kgs vægtsvingninger. - også er det dybt uinspirerende for mig rent kunstnerisk. Når jeg mangler inspiration plejer det at hjælpe at lægge kunsten helt fra mig og beskæftige mig med noget helt andet i en periode eller bare slappe helt af. For alt, hvad jeg kan, er vokset ud af livskriser. - og lige nu symboliserer kunsten for mig, det liv og den frihed, jeg har mistet. Jeg har i 2018 holdt mig oppe rent psykisk ved at sætte en ny bolig istand, skabe noget smukt at kigge på i den, blandt andet vinduet på fotoet, og flytte væk fra ulykkesstedet, min gamle bolig, også ellers kaste mig over en livslang passion: Eksotiske planter, som jeg så kan ligge og nyde i de perioder, hvor jeg ikke har energi til andet, eksempelvis i de sidste 2 -3 uger i operationscyklussen lige op til den næste spiserørssoperation. Jeg eksperimenterer også med mine planter. Pt er der rigtigt gang i min lille orkidesamling. Om et par dage springer endnu 2 store orkideer ud i et sandt nytårsfyrværkeri, der i den grad minder mig om den lange, pragtfulde og livgivende hedebølge-sommer, vi havde i 2018, fra april til september, og hvor jeg havde gang i plantepassionen både ude og inde. Jeg glæder mig allerede til foråret 2019 og jeg har bestemt ikke mistet mine drømme. Der er stadig meget, jeg gerne vil nå at prøve i dette her liv! Blandt andet genåbne og drive Julehjertemuseet, The Wivem Heart Art Museum

Godt nytår!

Lisbet Lærke

Jeg SAVNER Julehjertemuseet, The Woven Heart Art Museum, og for mig er der ingen tvivl om, at vi nok skal få det op at stå igen et andet sted. Pt er jeg nu overbevist om, at det var det helt rigtige at sælge stedet i 2017, for lige nu føler jeg mig totalt drænet for energi, forpint, har rysteture og sortnen for øjnene, er svimmel og mega træt, pga jeg ikke har fået nok at spise og drikke i en hel måned.


2 sjældne og uhelbredelige diagnoser i hhv spiserør og mavemund sætter sit præg på kroppen og forhindrer mig i mine kunstneriske aktiviteter. Kiloene rasler lige nu af. Godt man fik spist sig et par sondepræventive deller til, mens man kunne lige efter den forrige forsøgsoperation 26/9, hvor den midlertidige effekt som ventet nu er ophørt.


I den kommende uge bliver det afgjort, hvorvidt jeg skal igennem min 2. operation som forsøgspatient inden for spiserørsområdet eller ej, og om det bliver før eller efter jul. Jeg ELSKER god mad, så jeg håber, at der kommer en afbudstid før jul, så jeg kan blive opereret og nyde julen og den lækre julemad ligesom alle andre. Lige nu er jeg igang med at bringe mine vitale tal op til de ønskede niveauer og holde dem der indtil en evt operation, blandt andet blodtryk og blodsukker, hvilket er noget af en udfordring, når man kun får et overlevelseskvantum at spise.


Husk nu at nyde livet, mens I kan!

 

Glædelig jul!

Woven heart artist

Lisbet Lærke.

For tiden flytter jeg fra min mangeårige lille kunstnerhybel i København for at komme væk fra det sted, hvor den ulykke skete, der for 27 måneder ødelagde ikke bare mit spiserør, men også mit kunstneriske liv som international billedkunstner. Den er, som et led i at jeg kan komme videre med mit liv, blevet sat til salg gennem en lille lokal mægler:

 

 

Uanset,  hvor lille og undselig   den ser ud, så kan vi ikke komme udenom  at den har været en redning for dette her projekt, idet det er her alle museets møbler og dekorationsgenstande har været opbevaret gratis de seneste 1 1/2 år. På et af fotoene på linket man da også skimte min private skrive-, tegne,- og klippepult, der går igen på fotos i flere artikler i ugeblade om museet fra dengang, det lå i Tisvildeleje.

 

 Men nu er jeg så godt igang med at flytte ud af den. En række af mine håndlavede dekorationsgenstande til museet er ude at "arbejde" på årets juleudstillinger i Københavnsområdet i boligsalgsperioden og resten bliver opmagasineret i depotrum andre steder (foto).

Museets møbler kommer i et depotrum for sig, indtil vi har fundet et nyt sted til Julehjertemuseet, The Woven Heart Art Museum.

 

Jeg skal som følge af ulykken lære at leve med ikke bare 2 kroniske sjældne smertefulde sygdomme i mit spiserør, der gør, at jeg ikke kan synke normal mad og som ikke kan kureres, men også med det faktum at min stemme er blevet svagere og jævnligt forsvinder. Der er ingen støtteforeninger at  hente råd og vejledning hos, så jeg er også her overladt til mit eget initiativ.

 

Man vælger selv sin tilgang til livet.

 

Så jeg har valgt at sige ja til at være forsknings- og forsøgspatient indenfor spiserørsområdet. En ubehagelig, smertefuld og utaknemmelig opgave, hvor man hjælper en masse andre syge mennesker men ikke selv får hjælp til de gener, der følger med opgaven som forsøgspatient. For eksempel hjælp til at træne ens svage stemme op, når klumpen i halsen hober sig op og stemmen knækker, hvergang der har været et scop ned igennem svælget eller hvergang man  er blevet opereret i halsen. Jeg savner meget at kune tale med og synge med andre mennesker, mærke fællesskabet og livsglæden ved det og meget bedre bliver det jo ikke af, at jeg får at vide, at jeg skal lade være, når jeg ikke kan.

 

Når man ikke kan få stemmetræning som hjælpemiddel, må man tage alternative metoder i brug for at få den hjælp man har brug for, så jeg har været på et heldagsstemmetræningshold hos DR med en stemmecoacher og nogle andre, der heller ikke kan synge, - også med rullende kameraer dagen igennem.

 

Jeg vil ikke afsløre, hvordan det gik, blot fortælle, at den samlede nation kan følge med i mine og de andre brummeres anstrengelser i liveshowet " Danmark synger Julen ind, "  søndag d 2. Dec 2018 kl 20,   hvor vi,  såvidt jeg kan forstå bliver vist som " pauseunderholdning, " når de store dygtige og velsyngende kor og orkestre skal ind og ud af DR- husets scene. Det var en dejlig optagedag, 1000 tak til DR for 14 timers stemmcoaching! 

 

Glædemig Jul!

Lisbet Lærke